Nu er det folkets tur – del dine gamle skoleminder! Kan du huske din tid, en begivenhed, oplevelser eller mennesker på den gamle Krarup skole? Så tøv ikke med at skrive en artikel og måske tilføje et billede om det (husk årstallet!) og send den til os pr. e-mail! Alle minderne vil blive offentliggjort her på hjemmesiden. Vi vil gerne læse fra dig!
Erindringerne er ordnet i kronologisk rækkefølge, begyndende med den ældste erindring.
Om lærer Erik Dahl Hansen – fra Svendborg avis 10-12-1930. “Folkeoplysning gennem 125 år i Krarup gamle skole.”
Han blev 2. Lærer 1884 i Krarup, og da Beldring rejste i 86, fik han Embedet som Førstelærer. Mange husker endnu, at han den Morgen, han tiltraadte dette Embede, stod ved Kakkelovnen og sagde paa sin stilfærdige Maade: „Ser I Børn, nu skal jeg, til at være Førstelærer, og jeg vil have det paa en anden Maade. Jeg vil helst have, at i er gode Børn, og ikke have, megen Udenadlæring, men fortælle jer om alt det bedste paa saadan en Maade, at I opdrages til det gode ved det!” Han var en sjælden hjertelig Mand, der fortalte udmærket. Ved festligt Bord eller Begravelser fandt hån altid det rette Ord. For han kunde saa hjertelig sætte sig ind i Folks Tankegang og i det, som nu glædede eller tyngede dem. Han vandt sig en Respekt paa en ganske anden Maade end Beldring. Beldring kunde ogsaa nok tale, og tale godt ved de forskellige Lejligheder. Men Dahls var noget andet. Den dybe Tone af Hjertelighed og Medføling gjorde mange Mennesker godt. Man husker endnu – gemt i Sindene – de Ord, han talte ved mange Lejligheder, og kan endnu fornemme den varme Tone, der klang igennem dem og banede Vej til det dybeste i Sindene. Man sagde tit, at Dahl kunde tale langt bedre end Præsterne, og disse indrømmede ogsaa, at naar Dahl havde talt, havde de egentlig intet at tilføje. Var der Sygdom eller Dødsfald, kom Dahl altid med det samme, og fandt Ord, der trøstede. Derfor var han elsket af sit Sogn. […]
Fra jubilæumsfesten 1930 – Fra fortællinger om Krarup Sogn af Jens Kr. Jørgensen. Samlet mappe. Privatejet af den gamle Krarup skole.
H.C. Frydendahls embedstid blev der foretaget en gennemgribende og tiltrængt ombygning og fornyelse af skolen og af førstelærerens embedsbolig. Da denne forbedring og udvidelse var fuldført, indbød man midt i december måned 1930 alle, der havde lyst til at bese forandringerne i skolen, og til derefter at deltage i en festlig sammenkomst i Forsamlingshuset. Og den 17. december kunne da skolekommissionens formand, pastor Clausen byde alle fremmødte velkommen i nye omgivelser.
Han betegnede sammenkomsten som en dobbeltfest, idet den dels var en jubilæumsfest, der mindede om, at det var 125 år siden, grevinde Sybille Reventlow lod skolen opføre, og dels var en indvielse af den
nyrestaurerede skole. Om denne sagde pastor Clausen blandt andet:
“Skolen består i det ydre af de gamle mure fra 18o5, men mellem dette år og 1930 er skrevet en lang skolehistorie for sognets beboere”. Og han fortsatte: “Det var en skøn begyndelse, der blev gjort i året
1805, og det er en skøn dag, vi oplever i dag, hvor vi kan glæde os over undervisningslokaler og undervisningsmidler, der er fuldt på højde med tidens krav. Lad skolens nye kvist med årstallene “1805-1930” minde os herom.
Efter besigtigelsen af skolen samledes deltagerne – ca. 25o – i det smukt pyntede forsamlingshus til spisning af medbragt mad. Salen var fyldt til trængsel, og da alle var bænkede ved de festlige borde, bød
sognerådsformanden, Hans Jørgen Hansen, Snarup, velkommen. Han rettede en tak til alle, der havde medvirket ved skolens forskønnelse og udvidelse, og efter at forsamlingen havde sunget den sang, H.C.Frydendahl havde forfattet i dagens anledning, tog fællesspisningen sin begyndelse.
Ved bordet blev der holdt mange taler. Skoledirektionens formand, provst Madsen, Fåborg, tog først ordet og ønskede sognerådet og skolekredsen til lykke med den smukke skole, man nu havde i Krarup, og efter provsten fulgte godsinspektøren på Brahetrolleborg, Danielsen, der takkede for indbydelsen, og udtalte, at det var pålagt ham at fremføre Lensgrevindens hjerteligste lykønskning i dagens anledning. (Lensgrevinden opholdt sig i England, men deltog 25 år senere i 150-års-dagen og var den 15. oktober 1964 med ved indvielsen af Reventlowskolen).
Lærer Frydendahl fremdrog i sin tale træk fra skolens opførelse 1805 og mindedes Baron Frederik Trolle, der 1691 byggede Krarups første skole, og han fremhævede børnevennen Johan Ludvig Reventlow og ikke mindre Sybille Reventlow for alt, hvad Krarup Sogn skyldte dem. Endvidere takkede han Baroniet for de smukke gaver, for billedet af Sybille Reventlow, der på Reventlowskolen hænger i Forhallen ved si-
den af billedet af Johan Ludvig Reventlow, og for den store samling af udstoppede fugle.
På opfordring af H.C.Frydendahl sendte forsamlingen et telegram til Lensgrevinden med følgende ordlyd: “I erkendelse af, hvad Krarup skole skylder besidderne af Brahetrolleborg, sender sognets beboere, samlede til skolens 125 års fest, en dybfølt tak”.
Og han sluttede med at sige: “Vi påskønner de gode kår, der nu i det ydre er givet os i vort arbejde, og takker derfor, og jeg ønsker meget, at der fremdeles må blive udvist os imødekommenhed over for sko-
lens virke”.
Ved Krarup skoles 125 års fest den 17. december 1930.
Mel: Vort modersmål er dejligt.
Hvor landevejen stiger mod Kirkebankens fod,
nu gennem mange slægtled den gamle skole stod
så lunt i læ bag linde, hvis brede bladehang
gav skygge sval til legen, mens barnestemmer klang.
Grev Reventlow, hvis hjerte var varmt for skolens sag,
i Krarup ville bygge en skole, men hans dag
gik alt for brat til ende. Dog en tog tanken op:
Grevinden rejste skolen, velbygt fra grund til top.
Det blev et åndens værksted. Her brugtes pen og bog.
Her taltes jævnt og ærligt om land og folk og sprog.
Om livets væld, der risled i Paradis engang,
der lød troværdig tale og frejdig barnesang.
Og skolemestre skifted. Hver fandt sin egen form.
Ens røst lød gerne varligt, en andens steg til storm.
Men ofte sad nok manden i livets aftenhvil
og dvæled helst ved minder om skolens barnesmil.
Her sad fra sognet mange, som nu har hus og hjem,
og nemmed tugt og lære og gik i visdom frem.
Somde har skolen æret og bedret på dens kår,
gid den må og fortjene det gode, nu den får.
H.C.F.
Hverdagslivet i Krarup Skole – af Marianne Keinicke. Krarup-Nøglen, juli-september 2014. H.C. Frydendahl værd at mindes – To skoledrenge fra årgang 1930 fortæller.
I 1930 blev den gamle skolebygning fra 1807 udvidet og ombygget, og det skabte ret gode rammer for familien Frydendahl og for den 4-klassede skole. Der var to skolestuer, gymnastikken foregik i forsamlingshuset, og legede børnene på pladsen foran.
Ro, orden og en god stemning prægede skolehverdagen. Undervisningen lå i faste rammer med overhøring i lektien, oplæsning og gennemgang af nyt stof, der blev lektien til næste gang.
Børnene arbejdede på egen hånd med at læse, skrive og regne en stor del af tiden. Det var nødvendigt, fordi to årgange gik i samme klasse.
Der blev sunget meget i Krarup Skole! Eleverne skulle lære mange vers udenad, både salmer og danske sange. Timerne blev indledt med en sang, og ofte indgik der sange i undervisningen, fx i religion og historie.
Lærer Frydendahl – som vi husker ham
Edvard Knudsen og Rasmus Rasmussen begyndte i Krarup Skole til april 1937. De fortæller, at Frydendahl var en dygtig lærer, som de følte sig trygge ved. Han underviste de yngste klasser i læsning, bibelhistorie og sang og lærte på den måde alle skolens elever godt at kende. Frydendahl behandlede alle børn ens, det gjaldt også hans egne seks.
Lærer Frydendahl var for det meste rolig, lidt reserveret og ret alvorlig af væsen. Han var streng, men ingen af børnene var rigtig bange for ham. Når Frydendahl straffede én af os, var det altid velfortjent, mener Rasmus.
I forhør
Frydendahl kunne blive vred, ja, rasende, hvis hans elever havde overtrådt de uskrevne regler for ordentlig opførsel. Han gav ikke lussinger, siger Edvard. Han kunne true med spanskrøret, som han brugte til pegepind, men han rørte os aldrig.
I stedet tog han klassen i forhør ude på den lange gang i skolen, og her blev de udspurgt én ad gangen efter tur. Først når en forseelse var fuldstændig klarlagt, og synderne var afsløret, gik skoledagen videre.
Alle vores utyskestreger blev bogført, Frydendahl vidste nøje, hvem der havde gjort hvad, og hvornår. Straffen blev også skrevet ned, beretter Rasmus.
Cykelløb i forsamlingshuset – Rasmus fortæller:
En aftenstund var vi 5-6 drenge, der legede racerløb på vores cykler ved forsamlingshuset. Så opdagede en af os, at bagdøren stod åben. Uden tøven cyklede han ind i forsamlingshuset, og vi andre efter. I en lang kæde drønede vi gennem alle lokalerne.
Bedst som det gik, kom Fritz, der var graver, og den, der gjorde rent i forsamlingshuset. Han råbte os an, men vi flygtede ud af et vindue og lod vores kære cykler ligge tilbage i salen!
Vi løb ned mod Fandens Mose, hvor vi gemte os, indtil det var blevet mørkt. Så listede vi tilbage efter cyklerne i salen, men de var væk. Foran skolen stod Frydendahl, han havde tændt gadelampen, så vi kunne se cyklerne stå op ad skolemuren.
Vores lærer var rystet og meget, meget vred! Det snakker vi om i morgen, sagde han strengt og gik ind.
Næste dag kom vi i forhør! Straffen blev eftersidning i en uge, hvor vi skulle gøre grundigt rent i hele forsamlingshuset. Og det var ikke mere end rimeligt.
Den gamle fjende… – Edvard fortæller:
Lærer Frydendahl havde engang fortalt os om en lærer, som ikke var vellidt af sine elever. Når de på dén skole skulle synge ”Vor Gud han er så fast en borg”, så sang børnene linjen med ’den gamle fjende led’ ekstra kraftigt for at håne deres lærer.
Nogen tid efter var der en dårlig stemning blandt de store drenge, fordi Frydendahl havde skældt dem ud. Inden sangtimen for 3. og 4. klasse foreslog min bror, at vi skulle gøre ligesom de frække elever fra den skole, de havde hørt om.
Som sagt, så gjort! Som han plejede, gav Frydendahl nogle af os lov til at vælge en sang eller salme. Min bror valgte ”Vor Gud han er så fast en borg”, og på linjen om ’den gamle fjende led’ brølede vi, så højt vi kunne!
Aldrig har jeg set Frydendahl blive så vred. Alle kom i forhør i den lange gang; det var halvdelen af skolens elever. Jeg kan ikke huske, hvordan det endte, og hvad straffen var. Men jeg kan tydeligt huske, hvor vred og skuffet lærer Frydendahl blev.
Lærer Frydendahls favoritter – af Marianne Keinicke. Krarup-Nøglen, oktober-december 2014. H.C. Frydendahl værd at mindes. Fire gamle elever, Edvard Knudsen (f.1930), Rasmus Rasmussen (f.1930), Grethe Knudsen (f.1934) og Alfred Bebe Nielsen (f.1938, Grethes bror), tænker tilbage på deres skoletid.
Der er meget godt at sige om H.C. Frydendahl, hans undervisning og ledelse af Krarup Skole. De gamle elever fremhæver at han ikke gjorde forskel på børnene socialt set, men var fair mod alle.
Alligevel er det tydeligt at Frydendahl havde mest til overs for de dygtige elever og knapt så stor forståelse for at nogle kunne have det svært i skolen. Rasmus husker at Frydendahl var meget utålmodig med en svagtbegavet dreng som ellers gjorde hvad han kunne.
Som lærer i 1. klasse havde Frydendahl en særlig måde at belønne de dygtige elever på. Alfred Bebe Nielsen (f. 1938) fortæller at deres lærer hver måned lagde 9-10 smågaver frem på katederet, fx et viskelæder, en griffel eller et fint kladdehæfte. Nu fik børnene efter tur lov at vælge sig en ting, og lærer Frydendahl bestemte rækkefølgen sådan at de dygtigste valgte først! Drengene blev altid de sidste, og Alfred var dengang sikker på at Frydendahl nok bedst kunne lide piger…
I Krarup Skole blev der lagt meget vægt på sangen hos både Frydendahl og andenlærer J.J. Sørensen. Alfred husker at eleverne i 2. klasse var til sangprøve. Sørensen spillede på violinen, børnene sang én efter én og blev stillet op efter hvor rent de kunne synge. Til sidst skulle Solveig (Edvards søster) og Alfred som bedste pige og dreng konkurrere. Til sin store glæde vandt Alfred! I præmie fik han et hæfte som en klasse fra venskabsskolen i Norge havde skrevet og tegnet i.
De store drenge, der var flinke og ordentlige, kunne få en særlig belønning, fortæller Rasmus. Fredag eftermiddag skulle de – alt efter årstiden – samle affald, feje eller rive blade sammen rundt om skolen og ned ad Lydingevej. Det var en stor ære!
Frydendahl i fuld figur på brændeskurets væg
Alfred fortæller: En morgen i september kommer jeg cyklende til skole ad Lydingevej forbi det lange skur med hvidkalkede vægge. Pludselig opdager jeg en stor tegning af en splitternøgen mand på brændeskurets væg! Og ingen tvivl om at den forestiller Frydendahl, for øverst står der HCF med blokbogstaver. Det hele var udført med en sortgrøn valnøddeskal fra træet ved Dalgården.
Da jeg kom hen til skolen, var der vildt oprør blandt børnene. Alle havde på det tidspunkt set den frygtelige tegning, også folk i byen der var kommet forbi. Og vi var sikre på at Frydendahl vidste god besked.
Mistanken samlede sig hurtigt om nogle af de store knægte fra 4. klasse som først kom i skole næste dag. Straks fra morgenstunden blev alle drengene – 6-7 stykker – indkaldt til forhør på Frydendahls kontor. Alle på skolen var dybt berørte af det der var sket.
Inden længe havde Frydendahl indkredset synderne: Henry, Hans-Åge og Svend fra hver sin del af sognet. Som altid blev straffen konsekvent, og alle oplevede den som retfærdig. Efter skoletid blev de tre gutter sendt hen til Peter Murer for at hente vandbalje, skrabere, koste og kalkspande. Væggen blev grundigt renset af og kalket flere gange. Det tog en uges tid, og hele byen kunne følge med i arbejdet.
De ganske særlige dage
Grethe Knudsen (f. 1934) husker skoledagene som trygge og med en rolig arbejdsomhed. Vi havde det skam godt nok! siger Grethe.
En gang imellem fik klassen lov til at gå til Søfælde for at samle planter til naturhistorie, fortæller Grethe.
Hun husker også den årlige eksamen som en festdag! Børnene fik 25 øre med hjemmefra som de måtte købe slik for. Komtessen fra Brahetrolleborg, pastor Rasmussen og skolekommissionen overværede undervisningen i Frydendahls skolestue. Alle børn blev hørt i lektien i løbet af dagen!
De mellemste klasser var nu og da på cykeltur, fx til Arreskov Sø hvor børnene fik lov at bade. I 1930’erne kom de ældste klasser på en længere udflugt en gang om året, enten i lastbil med bænke på ladet eller med tog fra Espe Station.
Edvard Knudsen (f. 1930) kan huske at de ældste klasser i dansk læste og øvede sangene i Genboerne og andre stykker som forberedelse til en tur til Odense Teater. Han kom dog ikke selv med fordi familien med de otte børn ikke havde råd.
Fest i Forsamlingshuset
To gange om året var der fest for hele familien i forsamlingshuset! Til sommerfesten havde lærerne forberedt små dramastykker med de elever der talte tydeligt eller var gode til at synge. Der blev leget sanglege, og til sidst var der dans til et lokalt orkester.
Frydendahl stod for juletræsfesten og sørgede for indsamling af penge i sognet, fortæller Rasmus Rasmussen (f. 1930). Skolebørnene måtte skrive tre ønsker hver, og der blev købt en gave til alle.
Ved festens start stillede børnene op henne i skolen, marcherede ind i salen og fortsatte syngende rundt om træet. Småbørnene, de unge og alle de voksne sluttede sig derefter til dansen!
Fra skolelivet i 1930erne og 40erne – af Karen Frydendahl, Ræthinge-Posten 2006.
I 1931 begyndte min skolegang. Ca. 15 nybegyndere fik en ABC og sad og stavede højlydt i kor. Tavlerne havde vi på en hylde under sædet, og griflerne krattede løs med bogstaver og tal. Vi sad ved tomandspulte, vor bænk og bord var bygget sammen, og mange havde her deres faste makker år efter år.
Der var hveranden-dags skolegang, således at to klasser gik mandag, onsdag og fredag, og de andre tirsdag, torsdag og lørdag. At der kun var fire klasser i alt skyldtes, at mens 1. årgang gik for sig selv, gik 2.og 3. årg. sammen som 2. klasse, 4. og 5. årg. var 3. kl., og 6. og 7. arg. altså 4. kl. I fortælle- læsefag lærte to årgange stoffet samtidig, men nogen fik måske Frederik d. 7., Grundloven året før Erik Klipping og Håndfæstningen. Sådanne rokeringer lå i systemet. Til regning og dansk blev hold A og B, som de kaldtes, sat til at arbejde på hver sit stadium. Det må have krævet en nøje planlægning af læreren, men for eleverne føltes det ganske ligetil.
De to lærere, far og J. J. Sørensen, residerede fast i hver sin skolestue, og så vandrede klasserne midt på skoledagen fra den ene til den anden.
Fra den østligste del af sognet, Snarup og Tange, hvorfra der er ca. 3 km til Krarup Skole, blev de yngste elever skånet for turen, idet der lå en forskole i Tange, hvor en lærerinde tog sig af tre årgange af områdets børn. Når de var ca. 10 år måtte de cykle til Krarup. Det samme måtte lærerinden nogle eftermiddage om ugen. Hun forestod pigernes håndgerning i mange år, Min mor og fru Sørensen havde også gjort det i hver en periode.
Nogle havde ret lang vej fra Søfælde og Lydinge, men for alle ville det være værre at rejse til Ringe eller Svendborg til realskole eller gymnasium. Når kun ganske få forældre og børn valgte eksamensskolen, var årsagen for en stor del den besværlige skolevej.
Undervisningen forløb sædvanligvis i ro og disciplin. Far have bl. a. fagene bibelhistorie og danmarkshistorie. Tit sang vi en sang i forbindelse med emnet. Det kunne være om kong Farao, der var en ugudelig krop eller kong Vermund, der var af alderdom blind. Sangen førte os tæt på historien, og der var musik til, far spillede violin. Vi lærte en del salmevers og fik jævnligt et par som lektie til udenadslæren. Vi stiftede faktisk også bekendtskab med Luthers Lille Katekismus. Det blev klarlagt, hvad der var ret og rigtigt.
Engang var der sket noget rent galt. Et eller andet på skolen var forsvundet eller ødelagt. Så kaldte Far os alle enkeltvis udenfor døren til forhør. Om sagen opklaredes, husker jeg ikke, men tydeligt den trykkede stemning. Hvad mig angik, var der ingen forskelsbehandling, men min bedømmelse af far som lærer kan vel ikke være helt neutral. Jeg tror, at børnene var glade for Frydendahl, selvom en og anden sommetider var lidt bange. Korporlig afstraffelse var udelukket.
Hos Sørensen havde vi bl.a. geografi. Jeg har endnu et hefte om Danmark, hvori der er klistret og tegnet billeder med landskaber og virksomheder mellem diktattekster og stile om forholdene. Heftet var et godt supplement til remserne med bynavne o. lign.
Sørensens temperament var sædvanligvis roligt, men et tilfælde husker jeg, hvor han blev hidsig og gav en voldsom lussing til en af drengene. Frækhed tolereredes ikke. At billedet af hændelsen er blevet stående er vel tegn på, at det var en undtagelse.
Lærernes bijob – af Karen Frydendahl, Ræthinge-Posten 2006.
Til en lærergerning på landet hørte nogle bijob. Far var både kirkesanger og kirkebogsfører.
Både pastor Clausen, der var i embedet 1918-34 og pastor Rasmussen, der fulgte efter, kom kørende i bil fra Brahe Tropeborg til de kirkelige tjenester. De kørte ind i skolens gård, hvor far havde åbnet præstens port, der nu var garage. Den havde eksisteret fra hestevognenes tid, og der var stadig en gammel foderkrybbe for enden. Præsten iklædte sig sit ornat i kontoret, og far tog diplomatfrakke på, og sammen gik de op ad kirkebakken.
Om vinteren var der aftenskole, som foregik i skolestuerne, hvor de voksne måtte klemme sig ind ved bordene. Sørensen havde også timer, og undertiden kom der gæstelærere, bl.a. fra Korinth Landbrugsskole.
Far var også sognebibliotekar. Bogbestanden kunne rummes i et enkelt stort skab i skolestuen, og der var vist kun fast udlånstid een gang om ugen. Der var desuden et mindre skab med børnebøger, som byttedes i skoletiden.
Skolens fester og ture – af Karen Frydendahl, Ræthinge-Posten 2006.
Et år var vi på Hindsholm og inde i den store Mårhøj jættestue. Det var imponerende, men uhyggeligt. Friskere var der ved Ladbyskibet ved Kerteminde Fjord. Høvdingeskibet var fundet i 1935. Resterne af
rælingen var afdækket, men undersøgelserne var ikke færdige, og der var ingen overbygning, da vi besøgte det.
Det var ikke historie altsammen. I skoven ved Ravnholt var det zoologi. Der var vilde vildsvin, og de havde stribede unger.
En skoledag kunne også gøres interessant med en cykeltur. Engang rundedes endda Arreskov Sø. Det krævede påpasselighed at holde kurs og tempo i to rækker. Cyklerne var ikke så perfekte dengang, men øvelsen i orden.
Udlandsture var ikke indført, men 4. k lasse kom nogle år til København på en flerdages tur. En guide førte os rundt til diverse museer og slotte og i Tivoli og på et uforglemmeligt besøg på Carlsbergs bryggerier, der var gæstfri med sodavand. Overnatningen derovre var også spændende, for det var på fregatten Jylland, der lå i havnen og var indrettet med køjer til provinsbørns besøg i hovedstaden. Hver vinter var der en teatertur til Odense. Vi blev forberedt hjemme i dansktimernemed oplæsning af skuespillene, hvor eleverne skiftedes til at få tildelt replikker fra de forskellige roller. I de år var de flotte og spændende stykker “Aladdin”, “Ambrosius ” og “Elverhøj” på programmet.
Nogen erhvervsvejledning stod ikke på skolens skema, men på turene så vi lidt andet arbejde end det hjemlige håndværk og landbrug. Vi var på Andelsbogtrykkeriet, hvor en sætter satte bogstaverne med håndkraft og på Odense Glasværk, hvor der foran ovnene stod glaspustere og tryllede fantastisk med den varme masse.
Krigstiden – af Karen Frydendahl, Ræthinge-Posten 2006.
Den 9. april 1940 kom chokket til Danmark. Jeg husker, hvor rystet farvar den morgen, da flyverne strøg hen over os. I Krarup kom der ingen militære poster eller indkvarteringer. Dagligdagen fortsatte, dog med mange afsavn og indskrænkninger. Man kunne stadigvæk holde møder og fester i et vist omfang.
Den 1. juli 1941 havde far 25 års jubilæum i Krarup, og da holdt beboerne en fest i forsamlingshuset for ham med taler, sange og gaver.
Nogle bekendte, yngre end mig, der gik i skole under besættelsen mener, at de ikke kom på udflugt. Uro i byerne, opklodsede biler, nedsat togkorsel osv. mærkedes. Så kunne man i alt fald se lysbilleder fra fremmede egne. Skolen havde et apparat, som begge lærere af og til brugte.
Krigsvintrene var kolde, og det var småt med brændsel. Kul og koks erstattedes af torv, som osede mere og varmede mindre. Skolebørnene havde mere uldent tøj på. I lærerboligen blev der skruet meget ned for centralvarmeanlægget, og der blev sat en kakkelovn op i opholdsstuen.
Jeg var rejst hjemmefra. Jeg har opbevaret et brev, som far har skrevet til mig den 28. januar 1945. Han skriver om sneen og dens følger: “I Gaar fik vi en Fridag. Der kom kun 4 i 2. Kl. og 2 i 1. Kl., og så lod vi dem gaa hjem efter en Times Forløb.” Så kom 4. og 5. maj 1945 med glæde i hjem og skole som overalt.
På den tid begyndte far imidlertid at have det dårligt. Han fik konstateret kræft i 1946. Embedet passedes af en vikar et årstid. I juli 1947 døde Far. Han var lige fyldt 59 år.
Befolkningstallet i kommunen var faldet gennem nogle år. På et skolebillede fra 1928 tælles 105 børn, på et tilsvarende fra 1946 er der kun 60. At skolen dog levede videre som kommuneskole i mange år, har vor familie fulgt på afstand.
Erindringsglimt fra min skoletid i Krarup skole 1947-54
Skrevet af Børge Søgaard Knudsen
Det første jeg husker er at jeg blev fulgt til første skoledag af min farmor, vi gik fra Lydinge ca.2 km. Derefter gik jeg selv. Jeg tror det første år inden jeg fik en cykel. Lærer Frydendahl husker jeg næppe, han døde kort tid efter skolestart. Lærer Sørensen har jeg to minder om: han tegnede Roskilde Domkirke i mit skole hæfte meget flot blyantstegning. Grunden hertil er nok at Chr.d.10 døde 20 april 47 og skulle begraves i Roskilde Domkirke. Det er nok det læreren har villet fortælle. Jeg startede jo skolegangen 1 april 47.
Det næste er at alle skolens elever var marcheret op lidt øst for mejeriet for at modtage Rustvognen med afdøde lærer Sørensen der også desværre døde kort efter Frydendal. Når jeg husker det er det nok fordi det øsregnede mens vi stod der og ventede i lang tid.
Derefter var der en periode med vikarer og lidt kaos. Der var en lærer der startede hver dag med at vi skulle synge ”jeg elsker de grønne lunde”. Der var også en lærerinde en overgang som jeg vist ville gøre indtryk på med en tegning af et hus med to skorstene med røgsøjler til hver sin side. Flot tegning sagde hun men hvorfor blæser røgen ikke til samme side? Mit første forklaringsproblem.
Først da lærer Jørgensen og hans kone kom til i 1949 kom der styr på pædagogikken. Undervisningen blev systematiseret og vi begyndte rigtig at lære noget. Jeg tror alle der har haft lærer Jørgensen til dansk ikke er i tvivl om hvor kommaet skal sættes for vi fik lært alt om grundled, hensynsled, genstandsled etc.
Senere kom lærer Larsen til som vi havde til bl.a. Regning. Fru Jørgensen eller ”Bitten” som hun også blev kaldt, underviste i religion med meget udenadslære, ikke mindst salmevers, som jeg husker den dag i dag. Engang fik hun et grineflip. I forbindelse med en fortælling i bibelen forekommer ordet Kapernaum. Udtales med tryk på p ét, men jeg udtalte det som i karbonader med tryk på k ét,det syntes klassen også lød sjovt. Det var den ”Sorte skole” med meget udenadslære uden egentlig refleksion over hvad vi læste.
Lærer Jørgensen underviste i sang. Alle skulle synge. Jeg husker han en dag i timen gik rundt og bukkede sig ind over pulten for at høre om vi sang med. En af eleverne var åbenbart irriteret for da Jørgensen lagde øre til ham skreg han buh lige ind i øret på Jørgensen hvilket udløste en ørefigen. Det skete en sjælden gang at der vankede den slags hvis en havde været næsvis.
Gymnastik foregik i forsamlingshuset lige overfor skolen om vinteren og om sommeren var det på sportspladsen det foregik på Søfældevej 1 km borte. Her var netop opført en sportsplads med toilet og badefaciliteter – koldt vand forstås.
Jørgensen indførte flidspræmier til uddeling ved juletid til flittige elever,det var bøger med en lille dedikeret hilsen. 1 dec. blev der pyntet til jul. Hver klasse fik et vindue i lokalet nærmest privatboligen,som klassen så kunne pynte så vi fik lært at klistre og flette julehjerter. 4 juledag var der julefest i forsamlingshuset for alle elever med forældre. Der var flere rundkredse rundt om det store træ med levende lys. Et par mand stod vagt ved træet med vandspande og river hvis der skulle gå ild i jule pynten, hvad der skete en enkelt gang men blev hurtig slukket. Efter afsyngning af div. julesalmer/sange var der uddeling af julegaver, en lille gave til hver elev, finansieret ved indsamlet blandt sognets beboere af julekomiteen.
Jørgensen tog initiativ til jernindsamling i sognet. Skolen skulle have et smalfilmsapparat så vi kunne se film fra statens filmcentral så i den forbindelse blev der udstedt et lotteri hvor eleverne drog rundt og solgte lodsedler sågar udensogns for at skaffe penge til filmapparatet. Det lykkedes over al forventning og vi fik set mange oplysende film i tiden derefter.
Om sommeren drog de ældste klasser på cykeltur til Sydslesvig med lærer Jørgensen forrest og lærer Larsen som bagtrop. Det var nogen meget oplevelsesrige ture hvor vi boede på vandrehjem. Et flot initiativ.
Ligeledes var den årlige udflugt med skolen hvor forældrene var med. Et år var vi på Lyø hvor det blev et voldsomt tordenvejr og vi søgte ly i kirken. Vi cyklede til Korinth hvorfra vi tog toget til Fåborg og videre med færgen. Andre år var det Lars ”æg” der kørte til udflugten for dem der ikke havde anden billejlighed. Han havde en overdækket lastbil med bænkerækker i siderne og hed Lars ”æg” fordi han kørte rundt på gårdene og samlede æg ind. Hans kone Klara var i øvrigt sognets sygeplejerske.
Jeg husker også en klassetur til København,hvor vi bl.a., så runde tårn og Daells varehus hvor vi fik en lille bog hvor vi kunne beskrive dagens oplevelser. Vi boede på noget der hed Provinsbørns Ferieophold tæt på Tuborgbryggeriet som vi besøgte inklusive smagsprøver.
Da jeg kom hjem fra staden spurgte min mor hvad jeg dog havde lavet for jeg var helt kulsort i hovedet. Jeg havde haft hovedet ude af vinduet i toget for at se og høre lokomotivet hvor der var godt med kulrøg og gnister i luften. Jeg ville vist være lokomotivfører dengang.
Jørgensen fik indført en årlig skolekomedie, han var god til at med et nymodens ord at caste de medvirkende. Jeg kan huske jeg var med i ”Onkel Toms Hytte”. Jeg ville ikke være med men der hjalp ingen kære mor så det blev da også en sjov oplevelse, også for de spændte forældre.
I skolen kunne man købe sparemærker. Havde man f.eks. tjent 2 kr. kunne man hos læreren købe sparemærker til indklæbning i en lille bog hvor mærkernes værdi så senere kunne overføres til en opsparingskonto i Fåborg Spare og Lånekasse. Jørgensen var primus motor i ungdomsforeningen som fik en opblomstringstid med mange gode foredrag og baller ikke mindst.
Konfirmationsforberedelsen foregik i den nyopførte præstegård i Brahetrolleborg hos pastor Rasmussen sammen med Brahetrolleborg sogns konfirmander. Vi kom dertil på cykel. Pastoren havde en tale fejl idet han ikke kunne udtale G som i dage og mage så det kom til at lyde ”og det skete i de dave” eller ”kongen uden mave”. Det kunne være svært at holde masken.
Lærer Jørgensen havde øje for de elever der gerne ville videre. Derfor var der lørdag formiddag undervisning for de elever i sidste skoleår der ville videre til Midtfyns Præliminær kursus i Ringe. Jørgensen underviste i geometri og aritmetik og Fruen i tysk og engelsk for at lette overgangen til eksamensskolen. Præliminærkurset varede 2¼ år hvor realskolens pensum på syv år skulle læres. Om de gjorde dette gratis ved jeg ikke men det var i hvert fald prisværdigt og mange elever i Krarup Skole er i hvert fald lærerparret megen tak skyldig så de fik en god start på livet og kom videre.
Tiden på Krarup gamle Skole – af Marianne Keinicke. Krarup-Nøglen, januar-marts 2017. Den gamle og den nye skole.
I 1950’erne rådede skolen over to større og et mindre klasseværelse. Førstelærer Jens Kr. Jørgensen var trådt til i 1949, og han boede med sin kone, Grethe ”Bitten” Jørgensen, og deres tre børn også i skolebygningen. Børnene legede og spillede bold på pladsen foran Forsamlingshuset, og her blev der også undervist i et lokale på 1. sal.
1958 begyndte Torben Rasmussen, Kirsten Hansen (f. Jensen) og Hans Ove Aksglæde sammen med 25 andre børn i 1. kl. på Krarup gamle Skole. Hele 1. klasse staver i kor, og pegefingrene følger nøje linjerne i ”Musebogen”: E-n en, l-i-l lil, l-e le, lille, k-a-t kat.” Fru Jørgensen går rundt mellem bordene med sin bog i hånden og staver med. ”Musebogen” er en af tidens nye læsebøger og er beregnet til at læse-stave, skrive bogstaver og tal i samt til malebog. Den er morsomt illustreret af Jørgen Clevin. Der er ro og en følelse af tryghed i klasserummet. Alle elever ved, hvad der forventes af dem, og ingen er i tvivl om, at deres lærer er klar til at hjælpe.
I regning får børnene lov til at lege i den lille købmandsbutik i hjørnet af lokalet. Her er der kaffeposer, havregrynspakker, rosinæsker og mange andre varer at handle med. Snakken ved disken går livligt, købmand og kunder hjælpes ad med at lægge priser sammen og regne byttepenge ud.
”Vi oplevede det ikke som et problem at være 28 i klassen”, siger Hans Ove. ”Fru Jørgensen var aldrig opfarende, men rolig og fattet. Selvom jeg ikke var så optaget af at gå i skole, var jeg ikke utilfreds med min lærer. For at undgå lektier derhjemme skyndte jeg mig altid at få skrevet de 5-6 staveord henne på skolen. Jeg husker, at fru Jørgensen engang gav mig nogle småpenge i belønning, fordi jeg var så flittig! De blev brugt til slik hos Marie Barber”.
Torben fortæller, at ”Bitten” Jørgensen var meget opmærksom på de børn, der skulle have ekstra hjælp. ”Hun stod tit henne ved netop dem, og vi vidste godt, at sådan måtte det være. Men hun havde bestemt også øje for alle os andre. Fru Jørgensen havde evnen til at knytte det, vi skulle lære, til vores egne erfaringer. Vi kunne se meningen med undervisningen, og vi syntes, at det var spændende.”
”Vores klasse havde fru Jørgensen i alle fag, mens vi gik i den gamle skole, og i hovedfagene siden hen” forklarer Kirsten. ”På et tidspunkt var der forældrepar, der kritiserede dette. Nogle mente, at det var fordi ægteparrets datter gik i klassen. Det tænkte vi børn nu ikke på, og der blev aldrig gjort forskel. Jeg syntes, at vi lærte noget, og at vi havde det godt!”
Førstelærerens faste hånd – af Marianne Keinicke. Krarup-Nøglen, april-juni 2017. Den gamle og den nye skole.
”Ingen tvivl om, at vi havde respekt for Jørgensen, og lidt for meget, måske,” fortæller Torben. ”Nogle af os var bange for ham. Han var alvorlig og smilte sjældent”.
”Der var næsten altid ro i klassen,” husker Hans Ove, ”ingen papirkugler i luften! Fru Jørgensen prikkede os i hovedbunden med sin spidse blyant, hvis vi ikke fulgte med. Og Jørgensen tog fat i øreflippen, hvis man var fræk. En af drengene fik en rift som blødte lidt.”
”Lærerne kunne skille et par sidekammerater ad, hvis de var urolige, og en sjælden gang blev en elev sat uden for døren,” siger Torben. ”Jeg syntes, at det var i orden, at der skulle være arbejdsro, så vi kunne lære noget.”
Kirsten tænker lidt, før hun siger: ”Vi så aldrig Jørgensen slå, men vi troede, at han kunne finde på det. Vi turde ikke være på tværs. Som jeg husker det, så gjorde Jørgensen forskel på eleverne. Det gav prestige at kunne præstere i timerne. De, der havde sværere ved det, havde det ikke helt så let. Og jeg mener bestemt, at Jørgensen tog fejl af nogle børn som var godt begavede, men måske ikke så søde, flittige og pligtopfyldende.”
Presset op mod døren
til sløjdlokalet i kælderen står andenlæreren og ser tomt på den flok knægte der har omringet ham da han ville låse døren op. De puffer og råber, og Hans Rud Madsen kan ikke gøre andet end at vente til det stopper. Sådan er det hver gang der er sløjd, og heller ikke i andre timer kan lærer Rud skabe ro og respekt. Et par piger er på vej op til skolekøkkenet og skæver ned mod virvaret. ”Det er forfærdeligt,” hvisker den ene, ”skal vi kalde på lærer Jørgensen?” Veninden ryster på hovedet. ”Han ved det godt.”
Denne scene gentog sig igen og igen uden at skolens leder greb ind. Jørgensen mente tilsyneladende at andenlæreren selv måtte sætte en stopper for mobningen, og det evnede han altså ikke.
Hans Rud Madsen blev ansat i 1958 og underviste i regning og sløjd gennem tyve år uden at kunne sige fra og skabe respekt.
Glade dage
Som det var på de fleste skoler i 50’erne og 60’erne, lå skolehverdagene i helt faste rammer. Men der var også glade brud på det regelbundne.
Torben husker: ”Hele elevflokken, lærerne og mange af forældrene tog på udflugt i bus og biler til Sinebjerg Strand. Vi badede og legede, fik saftevand og kage. Kirstens far slog kraftspring hen over græsset!”
Kirsten husker: ”Juletræsfesten i Forsamlingshuset står tydeligt for mig. Vi børn gik samlet ind med hinanden i hænderne, og alle sluttede op om det store træ med levende lys! Det var så højtideligt og rørte mig dybt. Bagefter fortalte Jørgensen en historie, vi fik godteposer og dansede.”
Hans Ove husker: ”I 7. klasse tog vi på lejrskole på Bornholm. Vi sov under bordene på dækket. Det jeg husker bedst, er at lille, tynde Kai fra Nordegnen havde en madpakke med 27 rugbrødsmadder!”
Et virksomt liv
Førstelærer Jørgensen var et meget flittigt menneske der passede de hverv og opgaver han påtog sig, til punkt og prikke. Når de første elever mødte op i skolegården ved 7-tiden, var Jørgensen klar til at sige godmorgen til dem. Og arbejdslampen på det kombinerede lærerværelse og kontor var ofte tændt frem til først på aftenen.
Ved siden af arbejdet som skoleleder, kirkesanger og sognebibliotekar var han i mange år formand for Ungdoms- og Foredragsforeningen. Han stod for indstuderingen af den årlige dilettantkomedie og var i en årrække dirigent for Krarup Sangkor. Han var leder i Civilforsvaret og med i bestyrelsen for Krarup Andelskasse.
En skole med musik i
I 1952 igangsatte Jørgensen en årlig jernindsamling. Med traktor og vogn og en masse børn på ladet kørte nogle forældre sognet rundt og indsamlede gammelt jern, aviser, flasker mm. som derefter blev solgt. Pengene kom i ’jernkassen’ som så kunne yde tilskud til noget særligt på skolen.
En del af midlerne blev brugt til at købe instrumenter til den frivillige ’musikskole’ hvor eleverne spillede fx blokfløjte, mandolin og klaver.
Viden om den gamle Krarup skole – ukendt forfatter; anslået tidsrum: 2007- 20019
Skole stue mod kirke: Den gamle tavle er stadig på vægen, der vender mod træskogangen. Den er dækket med gibsplader. Fundet da der blev åbnet til lysning. De gamle knager til landkort hænger stadig i loftet mod det tidligere første skolestue (det nuværende køkken).
Skole stue (det nuværende køkken): Tavle har været på væg bag køleskab. Lærer podie kunne ses på gamle gulvbredder (de er nu på loftet) og elevpodernes slidmærker sås tydeligt.
Træskogang: Lydstudiet har været koksrum, hvor eleverne hentede koks. Knagerekkerne er de oprindelige og har aldrig været flyttet. Der er stadig folk, der kommer på besøg, der kan pege deres knage ud. Rummet ved træskogang er det gamle kommune bibliotek. Reolmærker ses stadig på vægen bag gibs.
Vogn ly: Det fortælles at vognly er etableret til præstens vogn, da han kom fra Brahe Trolleborg. (Det er gået i glemmebogen, præsten parkere ved kirken.) I Vognlyet står den oprindelig brændsprøjter (renoveret). Sprøjtehuset blev nedlagt, da den nye skole blev opført. Sprøjten er Krarup beboerforenings egendom. På loftet er der nogle høvlebænke fra skolens tid, børnestørrelse.
Stue: Ved kontakt ved brændeovn er der fundet en telefon luge, da hall har fungeret som skolekontor og … også gerne skulle kunne tage telefonen i stuen. Under gulvet ved sofabord er der en trappe der føre til kælderen (man kan se det på murværket bag pilletank).
Røgeriet: Det er blevet os fortalt, at ved det gamle komfur lærte pigerne husgerning.
Længen mod vest: På længen mod vest er den første … mod vejlen, dette var pige toilet. (fornyelig var en gammel muremester forbi på sin elskoter, han spurte om han lige måtte kigge ind, for det måtte man ikke, da han gik i skole og han havde aldrig set rummet.)
Dregenes toilet: Var ved siden af forsamlingshuset (i ser dem grave på et billede, det er de hvide bygninger). Det var også her, de havde legepladsen, pigerne havde gårdspladsen.
Loftet over køkken: Har der været et værelse til 2 læren. Oprindelig var køkkenet i bryggerset. Hvor der nu er kontor har der formentlig været et pigeværelse.