Området omkring os er fyldt med dejlige oplevelser og seværdigheder, som altid er et besøg værd, uanset om du er alene, som par eller med hele familien. Men se selv på nedenstående udvalg og klik dig videre!

Ridnings-og vandrekort –> Zoom ind! Syd for Krarup er der et stort skovområde med smukke søer. Perfekt til en afslappende og hyggelige vandre-, cykel- eller ridetur.

Krarup – En dejlig landsby med endnu dejligere mennesker midt i Fyns skønneste natur. Her i Krarup har vi en masse at tilbyde vores gæster f.eks. Legepladsen ved skolen, Oasen (et særligt naturområde med boldbane, madpakkehus, bålsted, shelters og QR koder i området, som oplyser om vegetationen), Voldbjerg på Hundstrupvej (et lille bjerg, der blev dannet af istiden, og som ifølge legenden er beboet af både elverpiger og trolde) eller Lindehusets søde alpacaer.

Strande – Et lille udvalg af strande kan findes på bed and breakfasts side med gæsteinformation. Uanset om der er tale om en stille og rolig beliggenhed, en børnevenlig strand, eller strande med ekstra aktiviteter som minigolf, er der noget for enhver strandelsker.

Biografen i Korinth – Den lokale biograf er flot udstyret med lækre lænestole og behagelige sofaer. Korinth biograf viser nye film med tre-fire ugers forsinkelse og slipper dermed lidt billigere i afgifter, og derfor kan billetprisen holdes nede på 50 kroner.

Biografen i Ringe – Ringe Bio er fra 1916 og er en af landets ældste biografer. Den er udstyret med en sal med 99 pladser og en café med plads til cirka 30 gæster.

Naturstien Ringe-Korinth. Den 16 km natursti på den gamle jernbane mellem Ringe og Korinth fører dig forbi kulturhistorie og fynske landskaber. Flere steder passerer du spor fra jernbanens tid.

Margueritruten – Den 4,218 kilometer lange rute er en hyldest til dronning Margrethe II. Stien går lige forbi vores hus.

Svanninge Bakker og Bjerge – Byder på masser af muligheder for friluftsliv f.eks. Troldeland (en af Danmarks største naturlegepladser) og en fantastisk Bikepark både for store og små. Legepladsen åbnede i 2004 og er i dag en af de mest besøgte på Fyn.

Nyvangs Fiskesøer og Fodboldgolf – Kast snøren ud hos Nyvangs Fiskesøer på Snarupvejen lige uden for Espe i jagten på regnbueørreder og flodkrebs eller spil en gang fodboldgolf på Midtfyns første fodboldgolfbane på det ca. to hektar parkagtige land med plantet træer samt borde og bænke mellem banerne. Banerne er mellem 30 og 80 meter lange og har i alt 18 huller. Trækvogne gør det lettere at bære boldene, og der er endda plads til en kasse øl.

Højrupgaard – Hytter, camping, shelters, høhotel, turridning og Put & Take søer. Der kan fiskes mellem solopgang og solnedgang hele året.

Egeskov Slot – Egeskov er en dansk herregård ved Kværndrup syd for Ringe på Sydfyn i Danmark. Slottet, der er en af Europas bedst bevarede vandborge, er opført i 1554 af rigsmarsk Frands Brockenhuus. Gården er ældre og kan dateres til 1400-tallet. Godset er i dag på 1137 hektar. (Kilde: wikipedia)

Sydfynske Veteranbane – Tag en tur med Syd Fyenske Veteranjernbane og oplev, hvordan det var at rejse med tog i 1950’erne. Toget rumler gennem smukke fynske landskaber og passerer både skove og marker. Turen fra Faaborg til Korinth tager en halv time, og efter en halv times ophold returnerer veterantoget.

Brahetrollebborg Slot – Ingen offentlig adgang til slottet, men der er adgang til den storslåede rhododendronpark. Indgang fra vejen Spanget i Korinth.

Holstenshuus Slot & Rokokohave – Holstenshuus’ historie rækker 700 år tilbage i tiden. Gården hed oprindeligt Findstrup, og godset er udsprunget af den nu forsvundne landsby Findstrup, hvoraf kun et par huse samt Fyns eneste kirkeruin er tilbage. Efter at være nedbrændt 1908, blev Holstenshuus genopført med visse ændringer i 1910. Der er ingen adgang til slottet, men parken, der er anlagt i 1753 som en rokokohave med offentlig adgang hele året. Det anbefales guidede skovvandringer i skovene omkring Holstenshuus gods, da skovområder er fyldt med historie og kulturelle hemmeligheder såsom Emiliehøj, Regitzehøj, Kongens Høj og den gamle dyrehave.

Gorilla Park Svendborg – Er en klatrepark i Svenborg med over 100 forskellige klatreelementer. Der er flere udfordringer fx tarzansving, BMX-kørsel i trætoppene, snowboards, base jumps osv. i op til 26 meters højde, der giver koldsved og kampegrin i smukke og sikre omgivelser. Det giver en særlig spænding for både store og små.

Danmarks Forsorgsmuseum – Fattiggården fortæller den tragiske historie om de socialt udstødte, dvs. de fattige, de syge, de hjemløse, de utilpassede og de forældreløse, i årene fra 1872 til 1974. Tag til samfundets mørke side, og se de originale rum og udstyr, hvor de indsatte sov, spiste, arbejdede, vaskede sig – og blev straffet.

Naturama – Er et naturhistoriske museum, der udstiller en stor samling af udstoppede dyr til vands, til lands og fra luften. Der er løbende naturhistoriske særudstillinger, der handler om fortidens monstre i dette år. En stor oplevelse, især for børn.

Danmarks Museum for Lystsejlads – Det er et maritimt museum i Svendborg, som formidler maritim kulturarv og mere end 150 års historie om lystsejlads og sejlsport i Danmark.

Christiansminde Minigolf – Minigolfanlæg i beton med 18 huller, samt spændende og sjove forhindringer. Ligger ved en af Fyns bedste strande i Christianminde.

Sejlture med skonnerten META – Tag på en uforglemmelig øtur eller solnedgangstur med skonnerten Meta gennem det smukke sydfynske øhav.

Bowl’n Fun Svendborg – Udover bowling kan centret tilbyde Laser Hero, Minigolf, Escape Rooms, Skydesimulator og Happies Legeland.

Øhavsmuseet – En helt særlig museumsoplevelse om dig og naturen. Oplev og erfar, hvordan du reagerer på naturens forskellige stimuli og naturens påvirkning. Med lyde, lysdesign, stemninger og spændende fortællinger bliver du ledt gennem 5 tidsaldre, som du vil blive testet og mærke naturens kraft på din egen krop. Kulturhistorien finder du i Klokketårnet, der er byens gamle vartegn samt Arresten og Kaleko Mølle, der er en del af Øhavsmuseet.

Øhavstien – Stien er, med sine 220 km, en af Danmarks længste vandreruter, som omkranser Det Sydfynske Øhav. 

Valdemars Slot – På Tåsinge ved Svendborg blev slottet bygget i Rokoko-Stil af Kong Christian 4. i årene fra 1639 til 1644 til sønnen grev Valdemar Christian, der overtog slottet allerede som otteårig. Men Valdemar Christian døde allerede i krig i 1656. Valdemars Slot drives i dag som en sammensat virksomhed med driftsområder inden for landbrug, skovbrug, udlejning, turisme, hotel og restauration.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort – Langelandsfort var et bemandet fort under Søværnet indtil 1993, og er nu museum. Det blev anlagt i 1953 med henblik på at overvåge og i krigstid hindre fjendtlige skibes passage gennem Langelandsbæltet. Få guidet tur eller gå rundt selv for at opleve bl.a. kanon- og luftværnsstillinger, underjordiske lejligheds- og operationsbunker, en komplet sektion af Berlinmuren og sidst men ikke mindst koldkrigshistorien fortalt i ord og billeder.

Eventyrbadeland (Bøsøre Strand Feriepark) – Indendørs og udendørs badeland på 3 niveauer. Badelandet er bl.a. udstyret med vandrutsjebaner med lukkede rør for alle aldre (den højeste er 6,5 meter og den laveste er 1 meter), udendørs vandlegeplads, børnebassin (30 cm dybt) og spabade, hvor du kan få en massage i det 38C varme vand. På den øverste niveau kan du sidde i saunaen og nyde den flotte udsigt over Storebælt

Odense Zoo – Besøg Odense ZOO hele året rundt og kom helt tæt på giraffer, løver og pingviner i en af de bedste zoologiske haver i Europa.

Danmarks Fugle Zoo – Zooen strækker sig over 5 ha., hvor der er anlagt et 2 km langt stisystem. På rundturen kan man opleve ikke mindre end 800 forskellige fugle fra hele verden.

Brandts Kunstmuseum – Skiftende udstillinger med klassisk og moderne kunst, fotografier og film på en tidligere tekstilfabrik.

Danmarks Jernbanemuseum – Museet udstiller en omfattende samling af togvogne, lokomotiver, modeller af tog og færger og andre effekter. Tag din familie under armen og oplev, leg og lær om de danske jernbaners kulturhistorie.

Den Fynske Landsby – Rejs tilbage i tiden på det fynske friluftsmuseum i Odense. Den Fynske Landsby indeholder gårde og huse, som de så ud på Fyn i 1800-tallet, med bindingsværksbygninger, hegn, husdyr, en landsbydam og en landsbygade. Hele landsbyen er omgivet af opdyrket jord. Museet fortæller historien om livet på landet omkring 1850’erne og inkluderer genstande fra dengang.

Møntergården – Møntergården er det kulturhistoriske museum i Odense, hvor du får oplevelser, viden og tankestof til at forstå, hvem fynboen er og var, samt de vilkår, der formede deres liv.

H.C. Andersen Hus – H.C. Andersen-huset i Odense er et museum for den verdensberømte eventyrdigter og forfatter H.C. Andersen. Her er fokus ikke på hans person, men på de eventyr, han skrev. Det delvist underjordiske museum dækker et areal på 5.600 kvadratmeter. Det lille gule hjørnehus, der tidligere var kendt som H.C. Andersens fødehjem, er en del af museet.

Fjord & Bælt – En verden af unikke oplevelser med havets dyr for børn & voksne, der både beriger og gør dig klogere på havets blå univers. Klap en krabbe, kild en søstjerne, føl en fladfisk og gå på opdagelse på havbunden.

Vikingemuseet Ladby – På det kulturhistorisk museum ved Kerteminde Fjord kan du besøge Danmarks eneste krigsskibsgrav fra vikingetiden i år 925. Vikingemuseet Ladby fortæller historien om fortidens konger og livet i vikingernes verden.

Nyborg Slot – Slottet blev anlagt som en ringmursborg omkring år 1200 inderst i Nyborg Fjord og er således Danmarks ældste, bevarede kongebolig og spillede en vigtig rolle i middelalderen og renæssancen. Kom med en på en gratis slotsvandring rundt om det gamle kongeslot, og hør mere om slottets historie.

Faaborg MiniBy – Besøg den historiske by Faaborg, som den så ud omkring 1890, bygget i miniature i målestok 1:10. Mere end 140 huse er indtil videre færdigbygget efter de originale arkitekttegninger.

Faaborg Museum – Museet er et totalkunstværk i sig selv med maleri, skulptur, arkitektur og møbelkunst, der blev hovedsageligt samlet ud fra kredsen af fynske kunstnere.

De Japanske Haver – Oplev 6 forskellige stilarter inden for den japanske havekultur lidt uden for Nørre Broby på Fyn, hvor man kan slappe af, opleve ro, harmoni, enkelhed og skønhed. Derudover tilbydes et udvalg af japansk inspirerede retter såsom sushi eller japanske “frikadeller”. Således er stedet mere end blot en have.

Midtfyns Golfklub – Golfklubs 18 hullers bane er indviet i 2008, og er anlagt i let kuperet terræn vest for Ringe Sø.